anmeldelser

 

Politiken den 8. februar 2013 – 4 hjerter

Når det kommer til den interaktive sag ’Findes der gribbe i Grønland?’, findes der godt nok ikke nogen gribbe på scenen, men derimod en Jakob, der, strandet på en øde ø i det grønlandske ishav, bliver et levende menneskeådsel.
Fascinerende er det, så hurtigt den blandede – lidt betuttede – flok publikummer går med ind i historien og på skift agerer Jakob & co. »Her er båden« – en stor kasse – med kun en åre; her er Jakobs kone, der ringer forgæves …
Den lange, energisk lemmedaskende Nils P. Munck ridser som spilfordeler og drivende kraft smidigt hver enkelt situation op og lægger os nænsomt ordene i munden.

Kan næsten mærke gribbene
At det bygger på en autentisk historie fra 1992, forstærker engagementet i at hjælpe med at følge historien til dørs. Man må bare vide, hvordan det ender. Det føles så meget stærkere, hvad der er på spil, når man selv lægger krop til.
Det er lige før, man kan mærke gribbene. Sammen står vi og synger ’Se nu stiger solen’, for til sidst at ligge der som en hel flok Jakob’er i blå vindjakker – blå isflager på det mørke hav.
Men reddet bliver Jakob til sidst, og ekspeditionen fuldført, selv om der blev sluttet lidt abrupt af. En givende udfordring af teaterformen og af publikums vilje til selv at få historien til at leve.

Det her kunne aldrig have været en film. Det kunne jeg godt lide.

 

 

Kulturkongen.dk – 5 kongekroner *****
PUBLIKUM PÅ HERRENS … HAV

Hvis du er typen, der sidder og småsover i de bløde stole i teatret, mens du venter på den kølige hvidvin i pausen, så er dette stykke ikke noget for dig.
Synes du derimod det kunne være spændende med teater, hvor publikum er forpligtet og deltagende, så grib klippekortet og drag til Valby.
I Prøvehallen går forestillingen “Findes der gribbe i Grønland”, hvor skuespilleren Nils P Munk fungerer som fortæller og instruktør, mens publikum træder ind og ud af rollerne. Det er selvfølgelig noget grænseoverskridende, og man skal som besøgende være helt indforstået med kontrakten. Så får man ellers også en på opleveren.

Historien om manden, der forliste ved en grønlandsk ø og søgte at overleve i 15 dage, er autentisk og dermed i sig selv interessant. Om den dog ville gøre sig i traditionelt teater, tvivler jeg på, men her er det lige i øjet.

Godt gået, Nils P.
 
 
 

Kulturkongen.dk – 5 kongekroner *****
ANDERLEDES FORM FOR SKUESPIL – SKAL OPLEVES!

Hvis man er forberedt på selv at være en del af forestillingen både som rekvisit og skuespiller, kan forestillingen klart ambefales. “Fortælleren”, som guider stykket igennem, formår at indleve alle deltagere i den skrækkelige historie om Jakob, som overlever 15 dage på en øde ø på Grønland.
I en time og 15 minutter er man som publikum og samtidig deltager grebet af fortællingen, som formidles på en sjov og spændende måde.
 
 
 

Kulturkongen.dk – 4 kongekroner ****
PUBLIKUMSINDDRAGELSE

Jeg havde fornøjelsen af at opleve (og spille med i) “Findes der gribbe i Grønland”. Det var en velkommen oplevelse af Det Menneskelige Teaters forsøg på at gøre op med den teaterkonventionelle scene-sal-adskillelse. Og det fungerede rigtig fint, da jeg oplevede at deltagerne (publikum) rent faktisk accepterede og gik med på præmissen – hvilket jeg i høj grad tror at forestillingen afhænger af.
Nils P. Munk var en rigtig god guide og formidlede historiens hændelser rigtig fint, og forestllingen er et udmærket bidrag til udviklingen af interaktive teater.
 
 
 

Kulturnaut d. 23. januar 2013 – 4 stjerner ****

Hvordan overlever man 15 dage på en øde ø i Grønland? Det er udfordringen, når karismatiske Nils P. Munk leder de deltagende gennem denne teaterleg med et sæt uudtalte spilleregler og uden tvang – kun med spørgsmålet: Vil du lege med?

I en afslappet atmosfære bydes der velkommen og inviteres ind i en sparsomt møbleret scenografi uden de velkendte stolerækker eller publikumsopbygningen. Idet man som publikum mærker den hvide dansevinyl under strømpefødderne, forventes der en anderledes forestilling. Vi skal sammen fortælle en historie. En historie fra den virkelige verden. Om Jakob og hans rejse i Grønland. Om at være alene om sin egen overlevelse.

Med få rekvisitter spiller alle i rummet en rolle. Om dette så er rollen som vindue, fodliste eller hovedpersonen Jakob, så er vi alle med til at skabe denne historie. Dvs. uden publikums engagement – ingen forestilling. Dette er vel i bund og grund, hvad teater handler om, men tavlen, hvorpå reglerne om publikum og skuespiller stod, er nu hvisket ren, og hvad gør vi som publikum så? Der ønskes jo på sin vis, at både publikum og skuespiller på lige fod skal miste kontrollen, men sammen genvinde den og komme i mål som en gruppe med en fælles oplevelse, og det er klart en af forestillingens forcer.

Men hvorfor skal vi være med til at fortælle historien? Historien findes jo allerede, og vi inviteres blot til genfortællingen af en mirakelhistorie, som næsten er et amerikansk TV-dokudrama værdigt. Er det så ikke spil for galleriet at lade os tro, at vi er med til at skabe den? Og hvorfor er det netop denne historie, der skal fortælles?

Fortællingen ender ganske vist lykkeligt, men desværre også uforløst. Tilbage sidder man med mange spørgsmål om de efterfølgende hændelser, og der er derfor inkorporeret en form for epilog med termokander med varm kaffe, plastikkrus og “spørgetime” på gulvet for de interesserede med Nils P. Munk, som man næsten føler et venskab til efter en time i hans selskab, og det er derfor ikke mærkeligt at sætte sig ned og spørge ind. Der er jo netop noget skønt i, at forestillingens start og slutning ikke markeres så hårdt, så vi selv som medskaber bestemmer, hvornår fortællingen slutter. Denne “ikke-slutning” lægger op til, at man tager historien med hjem i rygsækken, i lommen eller i baghovedet, men i grunden tager man måske mere konceptet og formen med sig videre. Oplevelsen sammen i rummet fylder mere end historien, der fortælles, og det er en skam.

I grunden en rigtig dejlig leg, men selve historien sætter sig desværre ikke de store spor, som den ellers tydeligvis har i Nils P. Munk og instruktøren Peter Kunz, men dette teater kræver, for en gangs skyld, sit publikum – et publikum, som har lyst til at lege med!

 
 
 
Børneteateravisen den 31. januar 2013 – 4 stjerner ****
TEATER UDEN REDNINGSVEST

Det Menneskelige Teater tager os alle med i en dramatisk historie i barske omgivelser.

Skulder ved skulder med cirka 30 styks teenagere og et fåtal voksne er jeg med til at danne en tæt ring. Vi har aflagt sko og ydertøj og fordomme, inden vi trådte ind på det nøgne gulv i Teater V’s prøvehal – vi ved ikke rigtig hvad der skal ske, men Nils P. Munk har givet en lille snak på forhånd, så vi ved, at vi ikke skal være publikum, men medvirkende.
Ikke alle har aflagt blufærdigheden udenfor, men de fleste har husket at tage nysgerrigheden med sig ind. Så vi gør som Nils siger.
Engageret som en begejstret håndboldtræner løber han rundt om ringen og lægger præmisserne for vores fælles forestilling. Vi lukker øjnene, vi befinder os én centimeter over jorden, så 2, så 10, så højt over København, og før vi ved ordet af det føres vi med vinden over havet, højt mod nord i Grønland.

Alle skal med
Jakob er håndværker. Ved morgenmaden og kaffen hjemme i Skanderborg, hos sin Rikke og deres lille datter Ida, slipper han nyheden om at han tager til Grønland et halvt år for at bygge én-families huse. Han siger farvel og tager med vinden af sted sammen med os andre til den lille, kolde by på vestkysten nord for polarcirkelen.
Allerede nu har flere været i aktion som Jakob og Rikke og Ida, og ved fremkomsten venter flere figurer på at blive besat af mere eller mindre skrækslagne teenagere. Selv bliver jeg tildelt rollen som stedets købmand for en kort bemærkning.
Men efterhånden får spændingen ved selve historien overtaget, og den første blufærdighed forsvinder. Nils P. Munk er god til at få alle med, – han lægger replikker i munden på os, det bliver aldrig klamt eller svært, og desuden skifter rollerne så ofte og hurtigt, at man ikke når at mærke alles øjne på sig før rollen er gået videre eller fokus har skiftet til nogen anden.
Efterhånden opstår der en tillid til Nils P. og en vis følelse af ansvar for historien, – at den skal drives fremover, at den skal blive spændende og konkret. Mange er nok usikre og reserverede, men nogle går ufortrødent ind i rollerne og giver dem liv – sådan da.

Historien om Jakob
Husbyggeriet går strålende. I sin fritid låner Jakob en skrøbelig båd av Michael for at tage ud på havet for at fiske. Med en uberegnelig motor, og kun én åre, for den anden er forsvundet, og uden redningsvest, for det bruger ingen i Grønland. Båden er en rekvisitkasse og vi skubber den rundt på havet mens nok en Jakob kaster snøre ud, og pludseligt skal vi have hvide masker på og være en uigennemtrængelig bræmme af is. Jakob kommer ikke tilbage til land og strander på en lille ø langt til havs.

Femten dage går der, hvor Jakob – som det efterhånden er blevet 6-8 stykker af – kæmper med elementerne, kulde, sult og tørst, hallucinationer (om andre mænd og Rikke og en snekanon!), sårskader og koldbrand. Vi synger ”Se nu stiger solen” og det er faktisk ganske spændende, og vores medfølelse med den arme mand stiger. Til sidst er vi alle Jakob, iført blå vindjakker, spredt rundt omkring på gulvet, mens Nils P. spiller blød musik på sin guitar og synger en sang der dæmper pulsen og får billederne til at stige for det indre øje.

Et risikabelt foretagende
Nils P. Munk har et ganske godt tag på sit publikum – eller skal vi sige medspillere – men det kan ikke nægtes, at nogle melder sig delvist ud og bliver skeptiske tilskuere – måske til og med modvillige. Jeg ved det ikke. Med en form som denne er det klart, at det meget let kan ende i det rene amatørskab. Men det er også klart, at hvis man slipper hæmningerne og lader sig drive af sted med historien, hvis man går ind i situationerne og fortællingen og lytter og sanser, så er der stof både til eftertanke og følelser.

Hvordan det går til sidst, skal jeg ikke røbe, men langt hen ad vejen lod jeg mig rive med. Både af den gode historie, af den fantasi der er lagt i fortællingen og dens mange detaljer, og af de mange der gik ind for sine roller. Og af den medrykkende historieforvalter.
Om der er gribbe i Grønland? Tja, – hvem ved? Jeg så i et hvert fald ingen, der sad og ventede, på at Jakob skulle svinde hen. Men der er mangt og meget andet.
Selve navnet – Det Menneskelige Teater – er jeg usikker overfor. Sådan at tildele sig selv et hædersord (Det Gode Teater, Det Djævelske Teater, Det Harmoniske Teater) er i et hvert fald dristigt! Menneskelighed skal vises, ikke påstås.
 
 
 
gribbe_logoer